Skip to main content
Sport

Anna går efter EM-kvalifikation i Kronberg

By 23. juni 2021juli 14th, 2021No Comments
Tilbage

Skrevet d. 23. juni, 2021

Anna går efter EM-kvalifikation i Kronberg

I denne uge skal Anna starte CDI4* i Tyskland.

På Rock Star skal Anna ride Grand Prix og Grand Prix Special, mens Addict tager med for træningens skyld. Anna forventer i øvrigt masser af god konkurrence, da det tyske A-hold også er på startlisterne.

“Efter jeg havde besluttet mig for at starte i Kronberg, fandt jeg ud af, at det er sidste udtagelsesstævne før OL for de tyske ryttere. Så jeg får virkelig de skarpeste konkurrenter,” siger Anna.

Hun havde senest Rock Star og Addict med til landsstævne i Sportsrideklubben Aalborg i slutningen af maj. Det var første stævne, efter hun blev mor for anden gang.

“Addict kommer med for træningens skyld, for det er godt for ham at komme ud og teste tingene af i et stævnemiljø. I Aalborg fik jeg banket noget rust af med begge heste efter en lang pause, og nu skal jeg forsøge at ride en kvalifikation til EM hjem på Rock Star.”

EM i dressur afholdes i tyske Hagen i september, og Anna er allerede kvalificeret med Fuhur. Kvalifikationerne blev redet hjem i Norge til Norwegian Horse Festival i februar 2020 og et par uger senere under Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i marts 2020, og nåede dermed lige at komme i hus, inden corona brød ud. Nu skal kvalifikationerne så rides hjem på Rock Star, som er kommet sig helt ovenpå den skade, han pådrog sig tilbage i foråret 2019.

“Han går super godt og virker fit og godt tilpas. Han har haft god tid til at finde tilbage til formen på grund af både coronanedlukning og min graviditet. Det har været rigtig godt for ham, og vi har meget fokus på at genopbygge hans muskulatur. Da vi startede i Aalborg, blev det lidt forsigtigt, men nu er vi klar til at give den lidt mere gas, og jeg glæder mig til at komme ud,” siger Anna, der kan ride den første af to kvalifikationer til EM hjem i Kronberg. Den anden kvalifikation satser hun på at opnå til stævne i slutningen af juli. 

Det bringer i øvrigt gode minder frem at skulle starte i Kronberg, for det var her, Anna i 2010 vandt EM-bronze som Young Rider sammen med Future Cup. Anna skal ride Grand Prix fredag og Grand Prix Special søndag.

Anna Kasprzak og Rock Star til stævne i Aalborg i maj 2021. Foto: Zibrasport Equest

Leave a Reply