Skip to main content
Avl

En succesfuld folingssæson

By 18. juni 2021august 17th, 2021No Comments
Tilbage

Skrevet d. 18. juni, 2021

En succesfuld folingssæson

Den nye årgang Future Dressage-føl er kommet, og den daglige leder i avlsafdelingen er godt tilfreds.

Otte hoppeføl og to hingsteføl er kommet til dette forår, og dermed må den første årgang føl, efter stutteriet udvidede med separat avlsafdeling, siges at være en succes.

“Det er gået over al forventning med ni hopper, der har folet problemfrit. Det har bare kørt efter bogen, de har fået sunde og raske føl alle sammen, så alt i alt en nem og smertefri omgang,” fortæller Mette Bonefeld Thomasen, der er avlsafdelingens daglige leder.

Det tiende føl, der fuldender årgang 2021, blev købt hos Stutteri Øgården på Rømø. Her havde stutteriet købt et føl i mors liv i efteråret 2020.

“Vi var ovre og se det nye føl, Dahlia, og så havde Malene hos Øgården fået endnu et føl, som så meget spændende ud. Et hingsteføl efter Glamourdale x Zardin Firfod og efter en utrolig stærk hoppestamme, som man godt tør tage chancen med. Så vi blev enige om, at Geoffrey, som føllet hedder, skal følges med Dahlia hjem,” siger Mette. Begge føl kommer til Future Dressage, når de er fravænnet.

Konklusionen, efter alle føl er kommet til verden, er, at de kombinationer, der blev valgt sidste år, langt hen ad vejen har været de rigtige.

“Jeg kan se, at mine tanker er slået ret godt igennem, og der er ikke nogen føl, hvor jeg tænker “åh nej!”. Det handler jo også om, at jeg skal lære hopperne så godt at kende, så jeg kan se, hvad den enkelte hoppe giver. Ved nogle af kombinationerne havde jeg måske troet, at nogle bestemte træk ville slå mere igennem, men det lærer man bedst ved at se flere årgange fra samme hoppe og se på fællestræk i deres eksteriør, bevægelsesmønstre og temperament. Jeg kan allerede se nogle gode takter, og jeg synes bestemt, vi er på rette vej,” siger Mette.

Newton og La Boné på sommerfold. I baggrunden La Brinka.

Efter et travlt forår med folinger vil der nu være lidt ro på henover sommeren. De hopper, som har fået føl i år, og som er drægtige igen, er lukket på sommerfold. Tilbage i stalden står fem hopper, som endnu ikke er scannet drægtige. De vil blive insemineret, nogle af dem bliver redet, og så vil de, når de er drægtige, blive lukket på sommergræs med de andre heste, hvor de går indtil oktober.

Årgang 2022 tager allerede form og fire hopper er indtil videre scannet drægtige.

Victoria’s Secret (Vitalis x Fidermark) venter føl efter Glamourdale, Las Palmas venter føl efter Jameson RS2, La Brinka (Björsells Briar x Precocious) er drægtig med Dynamic Dream og Schönste (San Amour x Damon Hill) får sig endnu et Negro-føl, ligesom hun fik Newton i 2021. Desuden er det planen, at hopperne Adele, Feline og Lady Lou også skal ifoles i år.

Leave a Reply