Skip to main content
Sport

Vellykket weekend på Blue Hors

By 12. november 2018april 7th, 2021No Comments
Tilbage

Skrevet d. 12 november, 2018

Vellykket weekend på Blue Hors

Anna er godt tilfreds med både resultater og lærepenge, efter hun startede nye klasser på Romanova og Quarton i weekenden.

Det var i Youngsters Cup, at Romanova blev testet, hvor den otteårige hoppe gav sin rytter en smagsprøve på sit iltre temperament.

“Romanova er helt cool at have med til stævne og tager det ganske afslappet, men så snart, hun skal galopere og lave changementer, så bliver energien lige til den gode side. Hun bliver meget ilter, og mens jeg kan styre det herhjemme, er det noget andet, når vi er ude,” fortæller Anna, som dog føler, at hun har lært meget om Romanova ved at have hende med til stævnet.

“Det er jo begrænset, hvor meget Romanova har været med til stævner, og hun er en frisk hest, så vi skal bare starte nogle flere stævner sammen og øve os. Jeg synes, hun er fantastisk at arbejde med, og for et år siden troede jeg slet ikke, at det kunne lade sig gøre at lave seriechangementer på hende, så vi er allerede kommet langt, og vi har lært meget, selvom der var mange fejl. Jeg tror rigtig meget på hende, og hun har heldigvis viljen til at arbejde. Hun skal bare lære at styre alt den energi, hun har,” siger Anna om Romanova. Ekvipagen endte som nummer seks om fredagen og fire om lørdag, hvilket samlet set gav en fjerdeplads.

Foruden Romanova var også Quarton med til stævnet, hvor han blev testet i sin første Grand Prix på internationalt niveau.

“Jeg har meget tilfreds med Quarton i Grand Prix’en, selvom vi var udfordret. Jeg er stadig rusten efter min barsel, og jeg kender endnu ikke Quarton så godt i Grand Prix-sammenhæng, men han er supersjov at ride og jeg kan mærke, at han elsker at vise sig frem,” siger Anna.

Om lørdagen red Anna Grand Prix Special på Quarton, hvor ekvipagen endte på en andenplads.

“Der er nogle virkelig svære overgange i Grand Prix Special, som vi ikke har fokuseret så meget på i træningen, og dem har vi altså ikke helt på plads endnu. Men mit mål med stævnet denne gang blev helt sikkert opfyldt. Quarton fik en god oplevelse og han syntes, det var sjovt at gå Grand Prix – så pyt med de fejl, der var,” siger Anna, der også har mange roser til Blue Hors som arrangør.

“Blue Hors var som altid fantastiske værter. De havde fx sat en skærm op i stalden, så man kunne følge med i, hvad der skete i opvisningshallen. Det var et virkelig gennemført stævne og man føler sig meget velkommen deroppe,” siger Anna.

Anna på Quarton (tv.) sammen med Lone Bang. Foto: Kasprzak Dressage

Resten af året skal nu bruges på at prioritere træningen frem for konkurrencerne.

“Nu skal vi bruge lidt tid på at blive bedre og stærkere. Alle hestene har godt af mere træning og jeg ved præcis, hvad vi skal arbejde videre med, så vi er klar til flere stævner efter en god juleferie,” siger Anna.

Leave a Reply