Skip to main content
AvlSportUncategorized

Jobopslag: Future Dressage søger en teamleder

Tilbage

Skrevet d. 20-06-2024

Jobopslag: Future Dressage søger en teamleder

Teamleder søges til avlsafdeling og unghesteafdeling hos Future Dressage

Er du den nye inspirerende og engagerede teamleder i vores avls- og unghesteafdeling, som vil være med til at opbygge og udvikle afdelingerne, så vi sikrer den bedst mulige uddannelse af vores dressurheste? Vi søger en teamleder til opstart 1. september – eller hurtigst muligt.

Future Dressage er, udover et stutteri med tre hesteejendomme, en forretning i udvikling med målet om at kunne levere fantastiske avls- og rideheste i alle prisniveauer.

Vi holder til i naturskønne omgivelser få kilometer fra Haderslev, hvor vi driver stutteri og dressurstald på topniveau i moderne faciliteter. Her er vi et team på 13 dedikerede medarbejdere, der alle har en stor passion for heste. Vi tilbyder gode arbejdsforhold og værdsætter fællesskabet og team-spirit, ligesom vi altid arbejder med hesten i fokus for at sikre de bedst mulige langsigtede resultater. Den daglige sparring i teamet er med til at sikre hestene og personalets udvikling på stedet.

Arbejdsopgaver:

Som teamleder skal du have erfaring med ungheste og tilridning, samt have flair for den enkeltes hests udvikling. Du skal forstå at skynde dig langsomt og være klar til at fremvise stedets ungheste. Derudover skal du kunne instruere og guide medarbejder i håndtering af føl, plage og ungheste.

Opgaverne indebærer bl.a.:

  • Uddannelse af ungheste
  • Håndtering af føl, hopper og ungheste
  • Organisering af tilridning/ridning af stedets ungheste
  • Koordinering af de daglige opgaver samt sikre at bemandingen er på plads
  • Tilmelding og klargøring til div. skuer, kåringer, championater, m.m.
  • Kundekontakt og formidling
  • Deltage i selektering af unghestene, weekendvagter m.m.
Dine kvalifikationer:

Du har ordenssans og kan arbejde selvstændigt med de opgaver, du får tildelt, og du trives i et team, hvor man hjælper hinanden.

Vi forestiller os, at du:

  • Har lyst til – og en passion, for arbejdet med føl, plage og ungheste
  • Kan varetage uddannelse af heste og har interesse for at udvikle rideheste fra jorden
  • Kan bevare roen, er tålmodig, er ansvarsbevidst og har et godt overblik
  • Er kritisk og detaljeorienteret i forhold til hestens udvikling
  • Er målbevidst, resultatorienteret og udviser godt horsemanship
  • Kan indgå i et team og varetage det daglige medarbejderansvar for avls- og unghesteafdelingen
  • Er stabil, samarbejdsvillig og klar til at gå forrest
  • Er en god og positiv holdspiller, som bidrager til et godt arbejdsmiljø og sikrer, at medarbejderne motiveres og udvikles
Klar til nye udfordringer?

Stillingen er på fuldtid (37 timer) på arbejdspladsen i Haderslev, hvor du også skal indgå i weekendvagterne.

Vi kalder løbende til samtale, så send gerne din ansøgning allerede i dag (senest d. 15. juli 2024). Ansøgningen skal sendes til sport@futuredressage.com

For uddybende spørgsmål kan du kontakte Tim Wollesen Kejlstrup på +45 53 66 12 62.

Leave a Reply