Skrevet d. 1 september, 2022
Spændende ny følårgang på vej i 2023
13 hopper er drægtige og venter en ny årgang føl hos Future Dressage.
For første gang i stutteriets historie er føllene tilmed helt hjemmelavede – dvs. at daglig leder i avlsafdelingen Mette Bonefeld Thomasen har stået for insemineringen af alle hopperne.
Kombinationerne af hingste og hopper bliver der hvert år lagt mange overvejelser i, og i år er ingen undtagelse. Det handler om at finde de rette blodlinjer, der forhåbentligt kan give føllene det sind og den ridelighed, vi ønsker at avle. Der er eksempelvis en grund til, at ikke bare én, men to hopper er ifolet med Jameson RS2.
“Jameson virker til at et godt sind, og for os er det vigtigt, at vi ikke laver tikkende bomber – men at vi avler heste, der har gode hoveder samtidig med at de har den rette tænding. Jeg kigger meget på rideligheden og sindet hos vores hoppe, når jeg vælger hingsten, for vi vil jo gerne lave nogle gode rideheste,” siger Mette. I 2022 er der kommet et enkelt føl efter Jameson, nemlig Jackaro, som har mange gode træk.
Flere af de andre valgte hingste går også igen fra tidligere år – blandt andet So Perfect, Glamourdale, Total McLaren, Vitalis og Revolution. Der kommer blandt andet to helsøskende via embryotransfer, som har Total McLaren som far og moderen er Unna, der i øjeblikket er under uddannelse i Future Dressages sportsafdeling, hvor den rides af Josefine Hoffmann. De to er netop blevet kvalificeret til mellemrunde i unghestechampionatet for fem års heste.