Skrevet d. 17. december, 2025
Victoria’s Secret er her ikke længere
Victoria’s Secret, i daglig tale Vicky, var en hest, der gjorde indtryk på alle, som krydsede hendes vej, og derfor er det i dag en sorgens dag, da vi desværre har måtte sige farvel til Vicky pga. helbredsmæssige udfordringer.
En hoppe fuld af ”power”
Vicky er født i 2011 hos tyske Walthe Schulte-Böcker. Hun er efter Vitalis og med Fidermark som morfar. Allerede som unghest viste hun sit helt ekstraordinære potentiale, da hun blev verdensmester for 5-års dressurheste i Verden med et karaktergennemsnit på imponerende 9,5, hvor dommerne fremhævede hendes superbalancerede og elastiske trav, hendes overgange og naturlige samling.
Partnerskabet med Anna
I september 2016 blev Victoria’s Secret en del af staldens beboere, da Anna for første gang sad i sadlen på hoppen under et træningsophold hos Andreas Helgstrand. Fornemmelsen var klar fra første ridt – og kemien var der!
Kort efter kulminerede partnerskabet med en suveræn sejr i Dansk Ride Forbunds championat for 5-års heste. I finalen i Odense leverede Anna og Vicky et ridt fuld af harmoni og overskud, og de blev belønnet med fire 10-taller, et 9-tal og samlet 9,8! Dengang beskrev dommerholdet Victoria’s Secret som en komplet hest uden svagheder, præsenteret præcis, som man ønsker at se en 5-års dressurhest.
Karriere som avlshoppe
Trods de store sportslige bedrifter, har Vicky’s karriere været udfordret af helbredsproblemer, der har gjort at hoppen i stedet har fået æret af en, næsten lige så, betydningsfuld rolle som avlshoppe.
Her har hun sat sit aftryk med kvalitet, temperament og bevægelse på sine skønne afkom: Valerie, Venus F, Glamorous F, Verona F, Devito F og Vinnie Who F.
Flere af hendes afkom er frembragt via embryo transfer, så Victorias gener kunne føres videre, samtidig med at hendes sportslige karriere fortsatte.