Skrevet d. 19. november, 2025
To heste udtaget til Unghestechampionatet i Herning
Dream Of Future F har kvalificeret sig til Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning 2026, mens Lucy Lou F har opnået en reserveplads… Og vi er SÅ stolte af vores to hjemmeavlede unge heste, som begge har været nogle absolutte fornøjelser at have med til deres allerførste stævner!
Et 9-tal for skridt – og en billet til Herning!
Vores unghesterytter, Sigge Lykkebo Nissen, og vores sorte vallak, Dream Of Future F (efter Dream Boy/San Amour), blev nummer 14 ud af 70 ekvipager ved Dansk Varmblods Egnethedstest afholdt på Vilhelmsborg. Her opnåede de karaktererne 9 for skridt, 7.5 for trav, 8 for ridelighed, 8,5 point i galop og kapacitet og en samlet score på 820 point.
Sigge og Dream Of Future F, i daglig tale Dream, blev gjort selskab af vores hestemanagerelev Caroline Slipsager Aebeloe og driftsleder Tim W. Kejlstrup, der hjalp Sigge og Dream trygt igennem et velafviklet stævne.
Dream Of Future F er en søn af RDH-hoppen Sunshine Star, der er mor til hele 6 dejlige afkom, født her på Future Dressage.
Dream Of Future F. Foto: Ridehesten.com
Lucy Lou F. Foto: Ridehesten.com
810 point og en flot reserveplads!
Ved lørdagens egnethedstest på Stutteri Ask & Blue Hors deltog vores rytter Frederikke Gram Jacobsen og vores sorte, storrammede hoppe, Lucy Lou F (e. Janeiro Platinum/Lord Of Loxley), efter kun 8 dages samarbejde som ekvipage, og her blev de nummer 10 ud af 67 ekvipager med 8,5 for galop, 8,5 for ridelighed, 7.5 for trav, 8 kapacitet og skridt og en samlet score på 810 point.
Med sig til Stutteri Ask & Blue Hors, havde Frederikke og Lucy Lou F, i daglig tale Lucy, Frederikkes groom Mathilde Boesen Klemmensen, der på erfaren vis hjalp den nye ekvipage sikkert i gang med deres fælles stævnedebut.
Lucy Lou F er en datter af den internationale lilleturshest, Lady Lou, der, med Anna i sadlen, har opnået mange flotte resultater, heriblandt to suveræne sejre i lilletur i Neumünster i 2014. Lady Lous dressurkarriere fik desværre en ende på grund af en skade, men med flere gode afkom, heriblandt Lucy Lou F, lever hun videre i sporten som en dygtig beskelerhoppe!