Skrevet d. 24. oktober, 2024
Mød Jane!
Måske kender I hende allerede, eller måske har I set hende i aktion ved stævnerne – vores fantastiske og yderst dygtige Jane Kallestrup! Jane har været en uvurderlig del af teamet hos Anna i snart 15 år(!), hvor hun har arbejdet med stor dedikation for at sikre, at vores heste får den allerbedste pleje og omsorg hver eneste dag.
Jane startede hos Kasprzak Dressage den 1. marts 2010, på et tidspunkt hvor stutteriet i Haderslev stadig var under opbygning og først skulle åbne den efterfølgende sommer. Dengang havde Anna sine heste opstaldet i Dalby Rideklub ved Kolding og var i fuld gang med konkurrencer på den talentfulde Blue Hors Future Cup – bedre kendt som “Futte.” Det samme år blev en milepæl sat, da Anna, sammen med Futte og sin nye groom Jane, vandt bronze ved EM for Young Riders. Siden da har Jane været Annas trofaste støtte og højre hånd.
I de forgangne år har Jane ikke blot været en central del af dagligdagen i stalden, men også en uvurderlig støtte til utallige stævner i både Danmark og udlandet. Hun har fulgt Anna til store, prestigefyldte konkurrencer såsom to Olympiske Lege, Verdensmesterskaber, Europamesterskaber, Danmarksmesterskaber og World Cup-stævner. Jane har et særligt talent for at skabe tryghed omkring hestene og en eminent dømmekraft, som gør, at Anna altid kan være fuldt ud tryg, uanset hvor i verden de befinder sig.
Vil du lære Jane endnu bedre at kende? Så tag et kig på videoen, hvor du får et eksklusivt indblik i hendes hverdag her på Future Dressage. Her kan du se, hvordan Jane hver dag skaber de perfekte rammer for vores heste og sikrer, at alt kører som det skal – lige fra den daglige pasning til stævneforberedelserne.