Slået op d. 10. december 2025
Jobopslag: Vil du være weekendhjælper hos os?
Vi søger løbende nye medarbejdere hos Future Dressage, der kan indgå i vores gode team af weekendhjælpere i vores tre afdelinger; Sport, Youngster og Avl.
Om stillingen:
Opgaverne vil variere, men jobbet som weekendhjælper består primært i at lukke heste ud på og ind fra fold, staldarbejde (inkl. fodring), daglig håndtering af heste samt diverse vedligehold og rengøring af stalden. Vores nye medarbejder vil også fungere som afløser i ferieperioder.
Arbejdstiden for weekendhjælpere fordeler sig på fredag eftermiddage samt lørdag og søndag fra 7-16 (inkl. én times frokostpause). Du vil have 1-2 weekendvagter per. mdr.
Om dig:
Du har erfaring med heste og staldarbejde og tager gerne fat på nye opgaver. Du er indforstået med, at det at arbejde med heste kræver en god fysik og stor ansvarsbevidsthed.
Da arbejdspladsen er i Haderslev, ser vi gerne, at du bor i overskuelig afstand hertil.
Som weekendhjælper får du mulighed for at deltage i sociale arrangementer. Vi arrangerer hyggelige sociale aktiviteter, heriblandt en sommerfest og en julefrokost.
Om os:
Future Dressage er et af Danmarks førende salgs- og træningscentre med cirka 50 heste og 20 medarbejdere lige udenfor Haderslevs bygrænse
Hos Future Dressage køber, uddanner, konkurrerer og sælger vi topdressurheste over hele verden. Vi har enestående faciliteter og et kvalificeret team af medarbejdere, der hver dag arbejder med hestene i fokus og under ordnede forhold, ligesom vi værner om det gode arbejdsmiljø. Hos Future Dressage har vi altid plads til at have det sjovt, mens vi går på arbejde, og vores nye deltidsmedarbejder/weekendafløser vil blive en vigtig del af vores medarbejderteam.
Sådan søger du:
Lyder stillingen som weekendmedarbejder som noget for dig? Så send en e-mail afsted med en ansøgning, der indeholder info om dig selv og din erfaring med heste, samt dit CV til Trine Bisgaard Kristensen på info@futuredressage.com.
Har du spørgsmål til stillingen, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os og høre mere.