Skip to main content
Avl

Haderslev Hestepraksis får adresse på Knorborgvej

By 1. august 2020april 7th, 2021No Comments
Tilbage

Skrevet d. 1 august, 2020

Haderslev Hestepraksis får
adresse på Knorborgvej

Avlsafdelingen på Knorborgvej kommer også til at huse en helt ny dyrlægeklinik.

I halvandet år har Kasprzak Dressage gjort brug af dyrlæge Charlotte Jessen Juhls kompetencer og nu kommer Charlotte sammen med sin partner Ellen Ekkelund Petersen til at være lige i nærheden, når Haderslev Hestepraksis kommer til at leje sig ind i de nye lokaler og drive deres egen dyrlægeklinik. Og det er en ny hverdag, parterne ser meget frem til.

“Jeg er rigtig glad for, at Charlotte og Ellen kommer til at leje sig ind hos os. Det betyder, at deres hjælp er lige ved hånden, når vi har brug for dyrlægehjælp til vores heste og særligt til hopper og føl i avlsafdelingen. Charlotte gør i forvejen et super godt stykke arbejde med mine heste og er dygtig og skarp til at behandle dem, så jeg er meget tryg ved, at hun og Ellen kommer til at være så tæt på,” siger Anna.

Kasprzak Dressage og Haderslev Hestepraksis står ikke overfor en fusion, men vil blive drevet separat og vil ikke dele lokaler i det daglige. At hjælpen er lige i nærheden bliver dog en stor fordel ifølge Anna.

“Vi udvider jo med en avlsafdeling, og sådan en avlsproces kræver selvfølgelig dyrlægekompetencer ved undersøgelser og scanninger. I de tilfælde kommer vi til at gøre brug af Charlotte og Ellen, mens de store undersøgelser af hestene stadig kommer til at foregå på Højgård Hestehospital,” siger Anna.

Også Charlotte Jessen Juhl, der blev uddannet dyrlæge i 2010, og hendes kompagnon Ellen Ekkelund Petersen, der blev uddannet dyrlæge i 2008, ser frem til at flytte ind i de nye lokaler. Klinikken på Knorborgvej kommer til at være fuldt udstyret med røntgenklinik, bokse til undersøgelse af hestene, eget kontor, bad og omklædning, frokostrum og laboratorie.

“Vi har begge udelukkende arbejdet som hestedyrlæger, siden vi blev uddannede, og derfor er det nu en mangeårig drøm, der går i opfyldelse, når vi pr. 1. september 2020 starter Haderslev Hestepraksis. Og at vi oven i købet har fået den unikke mulighed at starte vores klinik op i så fantastiske omgivelser, som det bliver på stutteriet, det er bare en chance, der kun byder sig én gang. Anna har et godt øje for praktiske detaljer og går højt op i hestenes velfærd. De egenskaber er jo enormt vigtige, når man skal skabe en hesteklinik, hvor både kunderne og deres heste gerne skal føle sig godt tilpas,” siger Charlotte Jessen Juhl.

Fra venstre: Charlotte Jessen Juhl, Anna Kasprzak og Ellen Ekkelund Petersen.

“På klinikken i Haderslev kommer vi til at tilbyde halthedsudredninger, handelsundersøgelser, tandrasp, røntgen, scanning, kiropraktisk behandlinger, scanning og inseminering af hopper med mere. Vi tager både heste ind til undersøgelse og behandling i klinikken samt tilbyder udkørende praksis, hvor hesten tilses i sine vante omgivelser,” siger Charlotte Jessen Juhl.

Efter planen skal hopper, føl og ungheste flytte ind på Knorborgvej, når de er færdige med at gå på sommergræs, mens Haderslev Hestepraksis rykker ind i deres lokaler på Knorborgvej pr. 1. september.

Leave a Reply