Skrevet af Trine Bisgaard Kristensen, d. 11. august, 2025
Flotte placeringer ved DRFs første championatskvalifikation på Bogø!
Der var lagt i ovnen til en spændende weekend, da lastbilen fra Future Dressage satte kurs mod Sportsrideklubben Bogø, der lørdag og søndag dannede rammerne for dette års første championatskvalifikation i dressur.
Ryttere fra hele landet havde taget turen, så derfor var det en stor flok 4-, 5-, 6- og 7-års dressurheste, der tørnede sammen i kampen om pointene.
Blandt dem markerede Future Dressage-rytterne Frederikke Gram Jacobsen og Sigge Lykkebo Nissen sig med flotte præstationer – og debut på to af vores hjemmeavlede heste!
Sigge og Finess på flot 2. plads i et stærkt felt af 4-års heste
Hele 29 ekvipager var meldt til klassen for de 4-års heste, og anden bedst af dem, lige i hælene på vinderen, var vores hjemmeavlede Finess F (efter Revolution/Finest) med vores unghesterytter Sigge Lykkebo Nissen som rytter. Finess og Sigge opnåede blandt andet 8.8 for skridt, 8.5 for ridelighed og kapacitet, samt 8.8 for harmoni. I alt 85.143 %.
Stævnet var Sigges allerførste stævne nogensinde, men heldigvis var han i gode hænder hos rytterkollega Frederikke Gram Jacobsen, groom Mathilde Klemmensen og Tim Kejlstrup, der, sammen med store dele af resten af teamet, der var kommet for at heppe, fik ham særdeles trygt i mål!
Frederikke og Aaliyah med 9 for harmoni!
Også Frederikke Gram Jacobsen var til start i 4-års klassen. Hun havde medbragt den hjemmeavlede Aaliyah F (efter De’lOr/Skovens Rafael), der gjorde flot figur på både opvarmningen og banen!
Med Aaliyah opnåede Frederikke de flotte point: 7.5 for trav, 8 for skridt og kapacitet, 7.8 for galop, 8.5 for ridelighed og hele 9 for harmoni! I alt opnåede de flotte 82.571 %
Frederikke og Dicte blev 3. bedst for 5-års!
Hos 5-års hestene var der 11 ekvipager meldt til start, og af dem, blev dagens 3. bedste Skikkilds Dicte (efter Duke/Skovens Rafael, opdrætter: Peter Jensen), der blev købt af Future Dressage som 1-års. Dicte blev flot fremvist af Frederikke og de fik blandt andet 9.0 for trav, 8.8 for skridt og 8.5 for kapacitet. Samlet opnåede Frederikke og Dicte 81,286 %.